Kender i de der dage, som man næsten ikke har lyst til, at der stopper igen? De dage hvor man bare hygger totalt igennem med familien? Sådan en dag, havde vi i søndags!
Vi vågnede tidligt i morges – det skønne ved at have nattergale børn (små a-mennesker) – så vi bestemte os for, at få noget ud af dagen og fik hurtigt tøj på. Så lidt over kl. 08.00 stod vi nede i vores lokale havecenter, Anchers Havecenter. Hvis nogen af jer følger Lea Hvidts blog, var hun faktisk på selv samme planteskole (hvad er egentlig forskellen på en planteskole og et havecenter – hvis der overhovedet er en forskel?) forleden. I havecentret har de den hyggeligste juleudstilling med mulighed for køb af gløgg og æbleskiver også – dog lidt for tidligt på dagen for os til det.
Som jeg skrev i mit sidste indlæg, er elefanten her jo gået i skarp træning, da jeg gerne skal stå knivskarp til foråret… Jeg skal nemlig GIFTES!
Sagen er den, at min kommende, fanstastiske mand og jeg har været sammen i 14 år (i morgen faktisk). Altså 14 ÅR!!!!! Og ikke nok med, at vi har været sammen længe, så blev vi jo faktisk forlovet allerede tre måneder efter, at vi fandt sammen, så synes jo lidt, at det var ved at være på tide. Min mand er 6 år ældre end mig, så var ved at blive nervøs for, at hans knæ ville blive forkalkede inden han fandt “derned”, haha. Godt nok var jeg kun (næsten) 17 år, da vi forlovede os og vi boede også i hver sin ende af landet dengang, så det lå naturligvis ikke lige i kortene, at det skulle være lige efter forlovelsen. Men nu, med 14 år på bagen – ja hvorfor sætter det sig egenligt dér – og to børn senere, er tiden altså kommet!
I april i år, havde min mand inviteret mig på en romantisk tur til Rom uden børn. Turen var en del af min fødselsdagsgave fra ham. Vi havde reelt kun lørdagen i byen, da vi var ankommet sent fredag og skulle hjem igen tidligt søndag. Vi lejede derfor en Vespa og kørte rundt i den tidlige forårsvarme. Det hele lyder allerede helt pladder-romantisk, men jeg sværger, hele dagen kunne vitterligt være taget ud af en romantisk Hollywood film. Alt var bare perfekt! Da vi havde forladt colosseum, første stop, kørte vi videre til Trevi fontænen. Der var proppet af mennesker. Vi kastede hver en mønt i springvandet og ønskede – jeg har længe kun haft ét ønske: Et stort, flot bryllup. Pludseligt, midt i mellem alle menneskerne, gik min mand på knæ og spurgte om jeg ville gifte mig med ham? JAAAAA!!! Og igen i bedste Hollywoodstil, brød alle turister ved fontænen ud i klapsalver og jeg sad desperat og tørrede tårer væk fra kinderne. En turistfotograf var hurtig til at forevige øjeblikket, for derefter at sælge os billederne til overpris! Man kan lige skimte den lille æske i min mands hånd.
Nu er den helt store planlægning så gået i gang. Så meget der skal planlægges! Kjolen er heldigvis købt og den er FANTASTISK! Glæder mig så meget til, at alle skal se den. Hele dagen i dag, har jeg arbejdet på invitationerne, som vi forventer at udsende lige efter jul (brylluppet skal stå slut maj) – sneak peak ovenfor. Kirken og stedet for festen er naturligvis også booket, men jeg synes der er så meget endnu! Det er især en af ulemperne, ved at være perfektionistik. Er der nogen af jer følgere, som selv har været igennem den helt store planlægning tidligere og vil dele jeres gode erfaringer? Eller er der måske nogen af jer, som har en lille skotøjsæske eller en scrapbog fyldt med bryllupsønsker, til i en gang skal holde jeres store dag? Lad mig få alle jeres tips og tricks!
Muffin, muffintop, lovehandles eller bollehåndtag – (knap så) kært barn har mange navne. I mit tilfælde, er det nok også lidt mere end bare en lille hudfold, der diskret vipper ud over buksekanten… Jeg har nok altid følt, at jeg har haft lidt til både gården og gaden, i forhold til mine veninder, men i bund og grund har jeg jo bare en timeglas figur med kvindelige former. For at være ærlig, så er der jo nok løbet lidt for meget sand på i tiden EFTER mine fødsler og var bestemt nået til en vægt, som jeg på ingen måde kunne være stolt af!
I foråret skete der dog noget, som gjorde at det pludselig blev mere vigtigt for mig, at dette blev ændret. Så i august tog jeg for alvor fat, og gav mig i kast med sådan en livsstilsændring – eller på ALMINDELIG dansk, “en slankekur”.
Midt her i mit forløb, altså fra august til i dag, var jeg så heldig at vinde et kost- og træningsforløb med en personlig træner. Det var mega fedt, og jeg så meget frem til at møde hende. Da jeg dukker op i det testeteron-svulmende træningscenter, bliver jeg så mødt af det tyndeste siv på bare 24 år! Jamen i guder! I forvejen følte jeg mig jo pænt meget, som en elefant i en fitness biks! Ikke nok med dét, det lille siv, der i øvrigt stiller op i bikinifitness (but of course!), vil jo så gerne have, at jeg én gang om ugen indrapporterede vægt, mål OG BILLEDER! Det er satme grænseoverskridende, at dele billeder af elefanten til sivet – som igen er Bikinifitness atlet!
Når det så er sagt, har det jo indtil nu været et fantastisk forløb (med meget ømme muskler) og det har bestemt været med til, at sætte endnu mere skub i det hele. Jeg har da fået smidt 12 kg, af det overskydende sand i timeglasset. Juhuuu! Sådan! Så er der jo kun fucking 13 kg tilbage!!! DOH!!!! Men det klare jeg nu nok, også selvom deadlinen nærmer sig, men den tager vi en nærmere forklaring på en anden dag 😉
Er det ikke sådan vi alle har det? Vi er så bange for, at nogen skulle se os som almindelig dødelige… Vi gider jo ikke bare være som alle andre, vel? Men hvad er egentligt det som gør almindelighed så farligt?
Det var en af de overvejelser som jeg gjorde mig, da jeg overvejede dét at starte en blog. For hvem gad at læse min blog, når jeg bare er helt almindelig? Jeg mener jeg går jo på job, laver mad, aflevere unger, rydder op i hjemmet osv. Jeg vil ikke have mulighed for, at kunne poste lækre billeder i tide og utide af fancy restauranter, dyre designer tasker eller luksus rejser til Maldiverne. Jeg er jo bare helt ALMINDELIG!
Jeg anderkender bestemt idoldyrkelse og har da også flere personer, som jeg selv følger. Personer med et fantastisk glamourøst liv, som man kan drømme sig helt væk i. Men er disse ophøjet “gudinder” i virkeligheden så meget forskellige fra os andre? De fleste af “gudinderne” har jo også et hjem, børn og et arbejde – måske ikke klassisk 7-4-job, men forskelligartet jobs – som i bund og grund ikke afviger meget fra vores andres job. Her er jeg godt klar over, at der ind i mellem, findes nogle koner (og mænd bevares, i disse ligestillings-tider) som blot lever af ægtefællens indkomst, men tænker nu mere på dem som selv tjener til føden på en eller anden vis.
Min pointe er, at vi (især os med kvindelige fortegn) har det rigtig meget med at spejle sig i andre. I ALLE henseende! Vi er bange for ikke at være tilstrækkelige, ikke perfekte og for alt i verdenen må vi passe på at vi ikke bliver for “almindelige”. Hvad end det nu er?!
Længe har jeg tænkt og overvejet, om det skulle være tid til, at starte på det dersens blogger-halløj og nu er det simpelthen nu! Min tanke er, at bloggen kommer til at afspejle mig, fortælle lidt om min familie og være generelt helt nede på jorden. Jeg håber min blog kan blive noget, som folk vil læse og følge, men mest af alt noget, som folk kan tage en form for del i. Jeg håber i vil deltage aktivt med en masse kommentarer, uanset om i deler jeres enig- eller uenighed.
Men hvem er jeg så? Jeg er såmænd bare helt lige som dig, jeg er datter, søster, kæreste og mor. Derudover er jeg almindelig lønslave af systemet og langt fra en af de heldige, som er født med den berømte guldske, langt oppe et hvis helligt sted. Derfor skal du ikke søge denne vej, hvis du har behov for et ophøjet idol, som du kan få lov at dyrke og se op til – eller er det netop almindeligheden, som vi burde dyrke endnu mere…?
Mit første blogindlæg bliver ganske kort, da jeg havde tænkt dette, som blot et hurtigt første møde. Har allerede en masse blogindlæg på bedding, så hold øje de næste par dage, hvor i vil lære meget mere om mig.
Lad mig vide hvem i er og hvad i kunne tænke jer, at bloggerverdenen delte mere af?
