Hvem gider dog at være almindelig?

Er det ikke sådan vi alle har det? Vi er så bange for, at nogen skulle se os som almindelig dødelige… Vi gider jo ikke bare være som alle andre, vel? Men hvad er egentligt det som gør almindelighed så farligt?

Det var en af de overvejelser som jeg gjorde mig, da jeg overvejede dét at starte en blog. For hvem gad at læse min blog, når jeg bare er helt almindelig? Jeg mener jeg går jo på job, laver mad, aflevere unger, rydder op i hjemmet osv. Jeg vil ikke have mulighed for, at kunne poste lækre billeder i tide og utide af fancy restauranter, dyre designer tasker eller luksus rejser til Maldiverne. Jeg er jo bare helt ALMINDELIG!

Jeg anderkender bestemt idoldyrkelse og har da også flere personer, som jeg selv følger. Personer med et fantastisk glamourøst liv, som man kan drømme sig helt væk i. Men er disse ophøjet “gudinder” i virkeligheden så meget forskellige fra os andre? De fleste af “gudinderne” har jo også et hjem, børn og et arbejde – måske ikke klassisk 7-4-job, men forskelligartet jobs – som i bund og grund ikke afviger meget fra vores andres job. Her er jeg godt klar over, at der ind i mellem, findes nogle koner (og mænd bevares, i disse ligestillings-tider) som blot lever af ægtefællens indkomst, men tænker nu mere på dem som selv tjener til føden på en eller anden vis.

Min pointe er, at vi (især os med kvindelige fortegn) har det rigtig meget med at spejle sig i andre. I ALLE henseende! Vi er bange for ikke at være tilstrækkelige, ikke perfekte og for alt i verdenen må vi passe på at vi ikke bliver for “almindelige”. Hvad end det nu er?!

Bare helt almindeligt børnearbejde.