En almindelig muffin

Bryllupsklokkerne ringer – ENDELIGT!

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, er elefanten her jo gået i skarp træning, da jeg gerne skal stå knivskarp til foråret… Jeg skal nemlig GIFTES!

Sagen er den, at min kommende, fanstastiske mand og jeg har været sammen i 14 år (i morgen faktisk). Altså 14 ÅR!!!!! Og ikke nok med, at vi har været sammen længe, så blev vi jo faktisk forlovet allerede tre måneder efter, at vi fandt sammen, så synes jo lidt, at det var ved at være på tide. Min mand er 6 år ældre end mig, så var ved at blive nervøs for, at hans knæ ville blive forkalkede inden han fandt “derned”, haha. Godt nok var jeg kun (næsten) 17 år, da vi forlovede os og vi boede også i hver sin ende af landet dengang, så det lå naturligvis ikke lige i kortene, at det skulle være lige efter forlovelsen. Men nu, med 14 år på bagen – ja hvorfor sætter det sig egenligt dér – og to børn senere, er tiden altså kommet!

I april i år, havde min mand inviteret mig på en romantisk tur til Rom uden børn. Turen var en del af min fødselsdagsgave fra ham. Vi havde reelt kun lørdagen i byen, da vi var ankommet sent fredag og skulle hjem igen tidligt søndag. Vi lejede derfor en Vespa og kørte rundt i den tidlige forårsvarme. Det hele lyder allerede helt pladder-romantisk, men jeg sværger, hele dagen kunne vitterligt være taget ud af en romantisk Hollywood film. Alt var bare perfekt! Da vi havde forladt colosseum, første stop, kørte vi videre til Trevi fontænen. Der var proppet af mennesker. Vi kastede hver en mønt i springvandet og ønskede – jeg har længe kun haft ét ønske: Et stort, flot bryllup. Pludseligt, midt i mellem alle menneskerne, gik min mand på knæ og spurgte om jeg ville gifte mig med ham? JAAAAA!!! Og igen i bedste Hollywoodstil, brød alle turister ved fontænen ud i klapsalver og jeg sad desperat og tørrede tårer væk fra kinderne. En turistfotograf var hurtig til at forevige øjeblikket, for derefter at sælge os billederne til overpris! Man kan lige skimte den lille æske i min mands hånd.

Nu er den helt store planlægning så gået i gang. Så meget der skal planlægges! Kjolen er heldigvis købt og den er FANTASTISK! Glæder mig så meget til, at alle skal se den. Hele dagen i dag, har jeg arbejdet på invitationerne, som vi forventer at udsende lige efter jul (brylluppet skal stå slut maj) – sneak peak ovenfor. Kirken og stedet for festen er naturligvis også booket, men jeg synes der er så meget endnu! Det er især en af ulemperne, ved at være perfektionistik. Er der nogen af jer følgere, som selv har været igennem den helt store planlægning tidligere og vil dele jeres gode erfaringer? Eller er der måske nogen af jer, som har en lille skotøjsæske eller en scrapbog fyldt med bryllupsønsker, til i en gang skal holde jeres store dag? Lad mig få alle jeres tips og tricks!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En almindelig muffin